Den Danske Klosterrute - Fra Roskilde til Slagelse

329,95 kr.
Eksistensen, 2012, Hæftet, 228 sider
ISBN 978 87 7517 911 4

En udførlig guide til Den Danske Klosterrute, fra den smukke middelalderby Roskilde via Ringsted, Sorø og Kongskilde til Slagelse – en af Danmarks ældste byer, hvor man kan se ruinerne af Johanniterklosteret i Antvorskov.

Guidebogen passer både i vandrerygsækken, cykeltasken og handskerummet.

Hele strækningen på Den Danske Klosterrute på Midt- og Vestsjælland er på 157 km. Ruten tager dig med gennem smukke sjællandske landskaber med marker, skove, søer og åer. ’Det Midtsjællandske Skovhøjland’ og Tystrup-Bavelse Naturpark markerer sig særligt. Undervejs passerer man nogle af landets prægtigste landsbykirker. Sct. Bendts Kirke i Ringsted og Sorø Klosterkirke i Sorø Akademis enestående kultur- og landskabsmiljø er højdepunkter i dansk middelalders byggekunst.

Den Danske Klosterrute er en turist- og pilgrimsvandrerute gennem hele Danmark med temaerne kirke, kunst, historie og natur. Ruten forbinder 49 steder, hvor der blev bygget klostre i middelalderen. Mellem klosterstederne går ruten forbi mange kirker og kulturseværdigheder. Hele strækningen fra Helsingør på Sjælland til Frederikshavn i Nordjylland vil blive ca. 2200 km.

Klosterruten går som regel ad stier og små veje og slynger sig ind og ud af landskabet for at komme igennem Danmarks smukkeste natur.

Den Danske Klosterrute beskrives i denne guidebogserie med 10 bind. Hver bog i guidebogsserien indeholder omhyggelig rutebeskrivelse, detaljerede kort, oplysninger om overnatnings-, spise- og indkøbssteder, anden praktisk information og selvfølgelig en masse beskrivelser af den kultur vandreren kommer forbi på ruten.

Klosterruten.dk

Netguiden: www.klosterruten.dk er et supplement til guideserien Den Danske Klosterrute. Her kan du finde generelle oplysninger, tips om vandring og beskrivelse af de arrangementer, der afholdes af holdet bag Klosterruten.


Omtale

Her får vi altså et tilbud om at bevæge os fra helligsted til helligsted gennem det danske landskab. Ikke for at finde os selv gennem introspektion og navlepilleri. Men gennem mødet med de kirker og klostre, der står som vidner om mere end 1000 års dansk kristentro. Når man bevæger sig ud på klosterruten, får man inspiration til at se sig selv og sit liv i et større og længere perspektiv.
På den måde bliver Den Danske Klosterrute et konkret og inspirerende modspil til den del af pilgrimsbevægelsen, der overvejende ser vejen som målet og har fokus på den vandrendes egne spirituelle oplevelser og selvudvikling. Der er en spændende verden udenfor. Klosterruten er et bevis herpå. Der er rigeligt at gå i dybden med, noget kender man sikkert, men andet rummer overraskende nyt.

Pilgrimmen, tidsskrift for Foreningen af Danske Santiagopilgrimme