Det første ord

Wien ved indgangen til det 20. århundrede: Ferdinand Ebner (1882-1931) og Josef Matthias Hauer (1883-1959) er på hver deres felt de allerførste. Ebner den første jeg-du-filosof, Hauer den første tolvtonekomponist. Begge er uddannet folkeskolelærere og bliver ikke regnet med til ’de dannede’, men deres venskab har en faglig frugtbarhed udover det sædvanlige.

Deres indbyrdes historie er på den ene side en sidegadehistorie; om sprog og musik, vest og øst, kristendom og kunst, ånd og eros. På den anden side hører den til i det intense kulturmiljø i Wien (Mahler, Klimt m.fl.) – fra århundredeskiftet og frem til årene efter Første Verdenskrig – og viser sig som en port til hele det 20. århundrede.

Omtale

Et fascinerende og imponerende bekendtskab... Dele af historien fortælles af et ”jeg”, der har besøgt Wien ad flere omgange for at granske materialer og dokumenter, der kan kaste lys over hovedpersonerne og deres tid. Det må være ”Jensen himself”. Andre dele hører vi om gennem en fiktiv østrigsk journalist, der i 1969 ser tilbage på sit bekendtskab med Ebner og Hauer i tiden omkring Første Verdenskrig. Denne journalist skal som samtidsvidne genopføre stemningerne og befindtlighederne fra dengang, Wien definerede, hvad det vil sige at være moderne
(Lars Christiansen, Kristeligt Dagblad)