Forlaget Eksistensen havde – i én af sine tidligere inkarnationer – en morsom annonce for sine konfirmandmaterialer. Den blev indrykket i Præsteforeningens Blad først på sommeren og var skrevet med ganske små bogstaver på en stor, hvid baggrund. Kun ved nært eftersyn kunne man læse, at annoncen lød: ’Vi tør næsten ikke sige det højt, men der begynder en ny konfirmandsæson til efteråret!’

Her op til påske har vi præster rigeligt at se til, og prædikenmæssigt bliver vi alle spændt for til det yderste ved påskens mange gudstjenester. Derfor: Jeg tør næsten ikke sige det højt, men umiddelbart efter påske venter ’festtiden’ fra påske til og med pinse – den periode i kirkeåret, der er fyldt op med nogle af de vanskeligste prædiketekster overhovedet. Det er – det tror jeg, de fleste kolleger vil være enige med mig i – de såkaldte ’afskedstaler’ fra Johannesevangeliet.

Hvis man alligevel allerede nu er begyndt at tænke på disse prædikener, er der ny og god hjælp at hente i den bog, Eksistensen udgav sidste år, og som har titlen Johannesevangeliets klarhed.

Bogens forfatter, Troels Engberg-Pedersen, er kendt som en lærd mand. Ifølge det kendte Gruk gælder det, at ’vil du med rette ha’ ry som lærd, så tag det lette og gør det svært’. Troels Engberg-Pedersen har nu gjort det stik modsatte! Han har taget det nok vanskeligst tilgængelige af de fire evangelier og gjort det let forståeligt. Bogens tese er simpelthen, at Johannesevangeliets ry som ’mystisk’ eller ’dunkelt’ bør vige for en forståelse af evangeliet som en i bund og grund klar tale. Har man først den rigtige nøgle, falder forståelsen på plads nærmest af sig selv.

Det lyder unægtelig forjættende, men det skal forstås rigtigt.  Der er tale om en meget levende og yderst pædagogisk gennemgang af samtlige johannæiske prædiketekster fra alterbogen, sat ind i evangelieskriftets ’kronologi’. Teksterne tolkes altså ikke som enkelte perikoper, men tværtimod i evangeliets større sammenhæng. Bogen er let læst, uden tyngende forskningsdiskussion med tilhørende noteapparat undervejs. Afskedstalerne er samlet i det længste af bogens kapitler, og forfatteren anslår selv, at det nok vil tage en time eller to at læse det. Men tag ikke fejl. Sæt mere tid af! For bogen er samtidig krævende. Den kræver medarbejde i form af medtænken. Men netop derfor er den også givende.

Bogen lover klarhed, ja, lover ligefrem en nøgle, der lukker op til forståelsen. Denne nøgle består ikke overraskende i at forstå Johannesevangeliet på baggrund af den stoiske filosofi, særligt ud fra begreberne logos og pneuma. Læst herudfra er Johannesevangeliet ’præget af stor gennemsigtighed og klarhed’, hævder forfatteren. Når evangeliet alligevel kan forekomme dunkelt, skyldes det, at Johannes som forfatter opererer på tre planer. Der er – med forfatterens egne ord – hele tiden ’tre litterære aktører: Jesus, som hele tiden eksplicit siger, hvad fortællingen går ud på; de konkret involverede aktører, som ikke forstår det – og så læseren, som faktisk hele tiden forstår Jesus, og som derfor så at sige samarbejder med ham i en undren over: at de da ikke kan forstå det!’

Hermed rykker Engberg-Pedersen Johannesevangeliet tæt op ad Markusevangeliet. Ja, Johannes overtager i følge Engberg-Pedersen den såkaldte ’messias-hemmelighed’ fra Markus, men vel at mærke på den måde, at Johannes ’vender den på vrangen’. Hos Johannes skjuler Jesus ikke sin identitet, men udbasunerer den tværtimod for både sine egne disciple og for alverden. Alligevel er der ingen – hverken i den nære discipelkreds eller blandt folk i øvrigt – der forstår hans fulde identitet. Det kan også først forstås – eller kan i hvert fald først forstås fuldt ud – efter at Jesus er blevet herliggjort på korset.  Først her viser det sig, at Jesus – som det i princippet gælder også om andre vismænd – ikke blot er kommet fra Gud, men at han også er gået tilbage til Gud, ja, at han og Faderen dybest set er ét. At forstå dette fuldt ud, det er tro.

Man fristes til at sige, at Johannesevangeliet er struktureret omkring det, man kunne kalde ’Guds-Søn-hemmeligheden’. En hemmelighed adskiller sig fra gåden derved, at mens gåden hører op med at være gådefuld, så snart den er gættet, så bliver en hemmelighed ved med at være hemmelighedsfuld. Man kan kun forsøge at trænge stadigt dybere ind i en hemmelighed, helt gennemtrænge den kan man aldrig. Derfor får de tekster i Johannesevangeliet, der mest direkte forsøger at udtrykke betydningen af Jesu sande identitet som Guds Søn – og de tekster er netop ’afskedstalerne’ – også en digressiv form. De har et rullende, gentagende præg. De graviterer eller kredser omkring mysteriet.

Engberg-Pedersens bog er en videnskabelig fremstilling. Den bygger på metodisk stringens, indeholder en fremadskridende argumentation og sigter mod en overbevisende konklusion. Med ét ord: Den sigter mod klarhed. Men det står ikke i modsætning til den dunkelhed, der kendetegner et mysterium. Tværtimod. Bogen er ingen genvej til forståelse, men den er et stimulerende og udfordrende redskab til den eneste mulige vej hertil, og det er og bliver det selvstændige livtag med de vanskelige tekster. Først herigennem er der en chance for, at disse tekster åbner sig for én. Bogen giver heller ingen ’prædiken-idéer’. Men har man først forstået, så vil forståelsen også udmønte sig i tale. Og måske sker der det, at præstens tale ligefrem kunne forny sig, så evangeliet i denne periode af kirkeåret bliver forkyndt i en anden form end den vante – i en afsøgende, spørgende, uddybende, tolkende, eksemplificerende tale.

Hvis det skulle ske, er jeg sikker på, at også menigheden vil have glæde af bogen.

- Martin Wemmelund