Kirken er én

Den russiske lægmandsteolog Aleksej Khomjákovs (1804-1860) fine lille essay ”Kirken er én” indtager en ganske særlig position i den russiske teologi- og kirkehistorie. Det udmærker sig ved at høre til blandt de første værker skrevet af lægfolk og bryder således med en lang ortodoks tradition, hvor det først og fremmest havde været kirkens egne folk, præster, biskopper o. lign., som havde ført pennen.

Men ”Kirken er én” er også et særligt værk på den måde, at Khomjákov her bedriver selvstændig teologisk tænkning på et højt niveau, samtidig med at han bliver inden for rammerne af den ortodokse tro. En ledende tanke i værket er en sondring mellem Kirkens indre Ånd og dens ydre fremtrædelsesformer – den indre erkendelse er levende, men den ydre erkendelse er død og ufrugtbar.

”Kirken er én” rummer også en opstand mod det private og individuelle og lægger vægten på de troendes kærlighedsfællesskab inden for rammerne af Kirkens liturgi. Khomjákov var i en årrække leder af Den slavofile Bevægelse, som kaldte russerne til en besindelse på de gamle nationale værdier som f.eks. landsbyfællesskabet, og Den ortodokse Kirke var for ham renere i sin lære og mere fællesskabsorienteret end Vestkirken.