Kvinden & Kaldet

For 100 år siden rejste danske Sofie Dolmer til Indien som lægemissionær. Her giftede hun sig med inderen Sundram og blev Achima, bedstemor, i en stor indisk familie.

I podcastserien Kvinden og kaldet følger vi Anne og Sophie Dolmer, mor og datter, der tager på en fælles opdagelsesrejse i faster Sofies fodspor. Her tegner de et portræt af Annes farfars søster, lægemissionæren Sofie Mathews F. Dolmer, missionen og det nutidige Indien. Gennem Sofies erindringer, breve og papirer, samtaler med indiske ildsjæle og med familie i Danmark og Indien, bliver rejsen til Indien en fortælling på tværs af tid i 5 afsnit om kvindeliv, tro, kald, mission, Indien – og til en indre rejse for mor og datter. Anne Dolmer er præst, og Sophie Dolmer har en bachelor i nordisk sprog og litteratur og religionsvidenskab.

Sofies erindringer er indtalt af Gudrun Jessen. Musik af Simon Sataayu. Podcasten er produceret i samarbejde med Eksistensen.

Tak til Udenrigsministeriets Oplysningspulje og Entrepenør Marius Pedersens Fond for støtte.

Til hvert afsnit hører en fotoserie på Instagram @kvinden.og.kaldet.

Kvinden & kaldet – afsnit 1: Kaldet

Det her er begyndelsen på en historie om en mor og en datter, der går i deres faster Sofies fodspor, da hun rejste til Indien som lægemissionær i 1918. En fortælling om kvindeliv, kald, mission, tro, Indien og kulturmøde.

I 1913 oplevede Sofie et kald fra Gud om at rejse ud som missionær. I Indien mødte Anne og Sophie Jane Anitha, som havde haft en helt særlig oplevelse, der overbeviste hende om, at hun skulle være præst. Men hvad er et kald? Og kan man overhovedet tale om sådan noget som kald i dag?

Men først skal vi møde Sofie.

#kvindenogkaldet1

 

Kvinden & kaldet – afsnit 2: Kvinden

Sofie voksede op i en tid, hvor mange mente, at det ikke var sundt for piger at bruge hovedet. Trods mange hindringer lykkedes det hende at få en uddannelse som læge. Selvom der sker store forandringer i Indien er det stadig ikke nemt at være kvinde. Det er Jemima og Jennifer eksempler på. Deres store problem er, at de er nødt til at spare sammen til brudemedgiften selv, før de kan indgå i det ægteskab, deres forældre skal arrangere for dem.

#kvindenogkaldet2

 

Kvinden & kaldet – afsnit 3: Missionen

I 8 år var Sofie leder af DMS missionshospitalet i Tirukoilur. Hun kaldte selv lægemissionsarbejdet for “anskuelsesundervisning i praktisk kristendom”. Sundar har arbejdet som leder af Arcotkirkens skoleprojekt i 30 år. For ham er mission heller ikke bare ord, det er også handling. Sophie var egentlig ret kritisk overfor det med at missionere. Men mødet med kristne ildsjæle som Sundar får hende på nye tanker. I dette afsnit fortælles også kærlighedshistorien mellem Sofie og Sundram.

#kvindenogkaldet3

 

Kvinden & kaldet – afsnit 4: Uafhængigheden

Som ung missionær oplevede Sofie kravet fra kristne indere om mere ligestilling med missionærerne og senere oplevede hun oprør og uroligheder i Calcutta op til den indiske uafhængighed i 1947. I dag er der en rivende udvikling i Indien. Men forretningsmanden “Shani” fortæller, at det ikke er alle, der er glade for Narendra Modi og BJP, det hindunationalistiske parti, som har regeringsmagten. Besøg på de tomme stuer på Sofies gamle hospital viser med al tydelighed, at der stadig er brug for penge udefra.

#kvindenogkaldet4

 

Kvinden & kaldet – afsnit 5: Kultursammenstødet

Sundrams grav i Indien og Sofies grav i Danmark danner ramme om afslutningen på en usædvanlig livshistorie og kærlighedshistorie. Men afsnittet fortæller også om nogle af de mange kultursammenstød, der kan opstå, når man som dansker kommer til Indien - f.eks. overraskelsen over, hvor ubesværet de 700 piger på Siloam kostskole bliver omtalt som på én gang kristne og hinduer. Det handler også om at rejse ud og komme klogere hjem - og at nå til den konklusion, at tro er handling.

 #kvindenogkaldet5