Kvindernes renæssance og reformation
Martin Luthers opslag af en række teologiske teser i Wittenberg indledte reformationen i 1517, og knap 20 år senere blev den indført i Danmark. Samtidig med og ofte tæt knyttet til reformationen kom en anden europæisk bevægelse til Danmark: renæssancen.
Mens reformationen som kongeligt indført lov omfattede alle, var renæssancen et fænomen blandt samfundets elite, der kunne engagere sig i tidens kunstneriske, litterære og filosofiske spørgsmål. Kvindernes renæssance og reformation undersøger, om kvinder var en del af disse bevægelser, og hvordan det i så fald gav sig udtryk. I bogens to dele, "Kvindernes renæssance" og "Kvindernes reformation", præsenterer forfatterne et bredt udsnit af periodens kvinder og deres bedrifter med hovedvægt på perioden 1500-1650.
De to dele indledes begge med en introduktion, der opridser den europæiske kontekst med særligt fokus på centrale kvindeskikkelser i samtidens Europa. Bogens artikler repræsenterer forskellige faglige tilgange til periodens musik, litteratur og arkitektur, såvel som til dens sociale, politiske og religiøse liv. Artiklerne i Kvindernes renæssance og reformation udgør således tilsammen en omfattende mosaik over kvinders betydning for renæssancen og reformationen i Danmark.