Mod kunsten
Espedal skriver om naturen og sit eget liv, han skriver om bedsteforældrene og slægtens historie gennem tre generationer, om længsel og savn og drømmen om fællesskabet. Hver fortælling bliver en lille roman i sig selv, hvad enten det handler om de to halvvoksne søstre der bliver jaget hjemmefra af farens nye kone eller om drengen der bliver sendt til slægtninge på landet under krigen og savner sin mor.
I København gør han treogtyve år gammel sin første roman færdig. Han læser Poul Borum og Inger Christensen, Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge. Han deler et værelse med en pige på et kollegium i Rødovre og tager ind til København, går på Krasnapolsky og Bo-Bi Bar og opfører sig som han tror en forfatter skal opføre sig. En dag siger pigen at hun flytter, hun har i smug læst hans roman og siger at den er fuld af løgn. Du må skrive bogen om, det forlanger jeg, siger hun.
Da Espedal fik KRITIKERPRISEN, udtalte priskomitéen: “Det er personligt, selvbiografisk, til tider hudløst. Værket kan siges at gå til angreb på kunsten og er samtidig et tydeligt skrift for kunsten. 'MOD KUNSTEN' er stor romankunst og viser Tomas Espedals originale blik.”
Omtale
“En af de smukkeste og vigtigste bøger jeg har læst i mange år.”
JOHAN HARSTAD, KLASSEKAMPEN