Mytisk modernisme
Dette nummer af Fønix' Palmeserie er Kasper Støvrings bog Mytisk modernisme med artikler og studier af litteraturen fra midten af det 20. århundrede.
I Mytisk modernisme beskriver Støvring, hvordan myte og modernisme i midten af det 20. århundrede var et særligt tema i litteraturen. Her gendigtes de overleverede myter, f.eks. Faustmyten og syndefaldsmyten, og flere af forfatterne forholder sig til den kristne traditions mytiske temaer som dåben, påsken og pinsen. Det er tilværelsens store temaer, der kommer til udtryk i deres værker: Etik og eksistens, skyld og død, skabelse og tilintetgørelse. Støvring analyserer værker af bl.a. Ole Sarvig, Villy Sørensen og Morten Nielsen. Han inddrager også europæiske forfattere gennem læsninger af T.S. Eliot, Thomas Mann og Ernst Jünger.
"Hor digteren får man en indlevelse i den beskadigede verden med alle dens ødelagte eksistenser, men han kan lige så vel gribe det uforkvaklede menneskelige og løfte det ud af det sociale fordærv, modernitetens ødemark. Litteraturen bliver et reservoir for kulturkritiske erfaringer, og deri består dens modstand mod at blive integreret i den moderne verden, hvor intet er helligt, og alt er offentligt - måske med undtagelse af disse urørlige æstetiske zoner."
- Citat fra bogen
Kasper Støvring, født 1973, er ph.d. i litteraturvidenskab, forfatter, foredragsholder og debattør.
Tidsskriftet Fønix, Palmeserien 4