Teksten, tiden og lidenskaben

Af Geert Hallbäck 

En dansk kommentar til Johannes’ Åbenbaring og Apokalyptik

Johannes’ Åbenbaring og apokalyptik – Teksten, tiden og lidenskaben af Geert Hallbäck udkommer In Memoriam i anledning af at Geert Hallbäck i marts 2018 ville være blevet 70 år. Ved sin død i august 2017 havde Geert Hallbäck planer om at udgive en samling af sine artikler om to snævert sammenhængende emner: Johannes’ Åbenbaring og antik jødisk og kristen apokalyptik.

Artiklerne til bogen er udvalgt af tre tidligere kolleger og vidner alle om Geert Hallbäcks eminente evne til at udtrykke sig både klart og forståeligt om nogle af den kristne religions fundamentale dimensioner. Artiklerne blev offentliggjort mellem 1984 og 2012 og indeholder en tolkning af Johannes’ Åbenbaring og apokalyptikken som helhed, samt deres centrale placeringer inden for kristendommen ved dennes begyndelse og op gennem tiden.

 

Geert Hallbäck (1948-2017) var lektor ved Københavns Universitet fra 1985 til 2012. Han har skrevet en lang række bøger og flere artikler, der spænder vidt over emner fra fortid og nutid. Hallbäck har særligt arbejdet med Markusevangeliet. Ved sin afgang som lektor fra Københavns Universitet i 2012 blev Hallbäck fejret med festskriftet Den store fortælling. Festskrift til Geert Hallbäck (red. Søren Holst og Christina Petterson, ANIS, 2012).

 

Johannes’ Åbenbaring og apokalyptik – Teksten, tiden og lidenskaben er redigeret af Gitte Buch-Hansen, Troels Engberg-Pedersen og Søren Holst. Bogen bliver præsenteret ved et offentligt mindeseminar på Københavns Universitet, Det Teologiske Fakultet, fredag den 2. marts kl. 13-16 (Auditorium 9A-0-01), se mere her: http://teol.ku.dk/abe/arrangementer/2018/mindeseminar-for-geert-hallbck/

Fakta om bogen

Sider:                 192

Pris:                    kr. 199,-

ISBN:                  978 87 410 0413 6
Udkommer:    2. marts 2018
Forlag:               Eksistensen