Af Christiane Hector 

En gennemsnitligt dysfunktionel familie

En fin, kærlig og tragikomisk fortælling om hvordan mormors faste familieramme skvatter sammen, og hendes død efterlader et hul i minderne, da holdepunktet forsvinder. Bogen fortæller historien med både ord, papirklip og spændende farvekombinationer, og er et lille kunstværk, der skildrer det voksne barnebarns refleksionsrejse tilbage til barndommen.

 

Mormor er en poetisk billedbog for voksne om en gennemsnitligt dysfunktionel familie.

Vi lærer de dårligt fungerende familiemedlemmer at kende, fx mor og moster Lissemor, der ikke ser hinanden i årevis, fordi de kommer op at skændes om to grimme stole. Moster Bubbe, som redder far fra mormors kritiske blik, og kusine Ninus, der ryster en sodavand, til den eksploderer. Men vi hører også om hovedpersonens forhold til sin mormor, der er familiens levende ramme, og om hovedpersonens sorg og erkendelse, da mormor dør.

 

>>Jeg tænker på dem, der er væk. Hvor er de henne nu? Familiemedlemmer, venner, kærester, folk omkring mig? Det eneste sikre er, at vi efterlader huller i hinanden, hvor minderne sad. Så slår det mig: Hvis det gør ondt, at noget mangler, havde det værdi, mens det var der. <<

 

Christiane Hector er uddannet cand. mag. i medievidenskab og retorik og har en MA i screenwriting. Hun har arbejdet med illustrationerne som en filmisk billedside til historien.

Fakta om bogen

Sider:                 112

Pris:                    kr. 200,-

ISBN:                  978 87 410 0391 7
Udkommer:    8. februar 2018
Forlag:               Eksistensen