Superhelt på æsel
Påskemusical med 5 sange. Påskens budskab kan ofte være svært tilgængeligt for børn, fordi den svære lidelseshistorie er så uhyggelig for dem.
I "Superhelt på Æsel" har Sigurd Barrett formået at skabe en påske- og pinse-fortælling, som er både spændende, sjov og iørefaldende. Uden at fortie de barske hændelser omkring Jesus og hans korsfæstelse, lader Sigurd Barrett påskeugen dramatisere på en måde, så den kan spilles af både små og store børn. Vi følger Jesus på hans indtog i Jerusalem, synger med på den iørefaldende "Hosianna"-sang, følger hele påskeugen og dens forløb, og til slut glædes vi over, at Jesus kommer op til Gud og bliver levende igen, kulminerende med pinsen, kirkens fødselsdag. Påske- og pinsehistorien bliver levendegjort i denne musical på en livsbekræftende måde, hvor alle kan synge med.