Sygdommen til døden

Søren Kierkegaard (1813-55) har i dette værk overladt forfatteransvaret til pseudonymet Anti-Climacus, som i forfatterskabet fungerer som en modsætning til Johannes Climacus, forfatteren til 'Filosofiske smuler' (1844) og 'Afsluttende uvidenskabelig efterskrift' (1846).

Hvor Johannes Climacus var en spørgende, undersøgende type, der lod tankegangen arbejde for sig og tog et trin ad gangen, dér er Anti-Climacus en stærkt - for ikke at sige: fundamentalistisk - troende, kristen type, der kender sandheden og ikke tøver et sekund med at bringe den videre - troen på Gud er det eneste sande og saliggørende. Og alligevel er han et filosofisk gemyt, der er blevet optaget af et vigtigt tema, selve eksistensens overensstemmelse eller uoverensstemmelse med sig selv.

Er der overensstemmelse, er alt godt: selvet er sig selv og således fuld af fortrøstning på livet - dvs. i Anti-Climacus' øjne fuld af vished om Gud og den evige frelse. Anderledes med det selv, der ikke kan holde sig selv ud, ikke kan fange sig selv eller kan undslippe et misforhold (en sprække) til sig selv - dér huserer FORTVIVLELSEN, det egentlige tema for (og betydningsindhold i) 'Sygdommen til døden'. Ifølge Anti-Climacus redder den fortvivlede sig selvfølgelig kun ud af denne fortvivlelse ved at finde hvile i Gud, men den er jo lettere sagt end gjort - og måske har Anti-Climacus slet ikke ret, dvs. vejen til det sande selv går ikke via Gud, og så bliver det eksistentielle anliggende først rigtig interessant og af afgørende betydning.

Læs selv - nu i en udgave, der ord til anden er Kierkegaards, men lagt over i moderne retskrivning og med fyldige realnoter, der forklarer, hvad en nutidig læser har behov for.

Noter ved Peter Thielst