Dansk Teologisk Tidsskrift 83-3/4

149,00 kr
Af
Eksistensen, 2021, Hæftet, 162 sider

Nummeret her indeholder tre artikler, der alle på forskellig vis viser eller diskuterer inkarnationens spor og de deri indeholdte paradokser eller dobbeltheder.

I artiklen “Korsets gåde – en undersøgelse af offerbegrebets filosofiske og teologiske implikationer” diskuterer Annette Hjort Knudsen den tese, som den norske teolog Asle Eikrem er kommet med i sin bog God as Sacrifical Love. Ifølge sidstnævnte er korset ikke blot en unødvendig, men også en beklagelig del af Kristusbegivenheden, der forstyrrer billedet af Gud som kærlighed. Kristusbegivenheden forstås bedre ud fra inkarnation og opstandelse alene.

Margrethe Kamille Birkler fremstiller i artiklen “Paul Tillich: Samarbejdet mellem menneskets ontologiske ophav og eksistentielle vilkår”
Tillichs teologiske antropologi bl.a. ud fra en række mindre kendte skrifter fortrinsvis fundet i Hollis-arkivet på Harvard. Artiklen tager udgangspunkt i Tillichs velkendte sondring mellem menneskets essens og eksistens.

Nummerets sidste artikel “Athanasios af Alexandrias 39. Påskebrev fra påsken 367” af Nils Arne Pedersen og Lasse Løvlund Toft præsenterer den første samlede danske oversættelse af det vigtige og berømte 39. påskebrev skrevet af oldkirkens store inkarnationsteolog, Athanasios. Brevet spiller en stor rolle, fordi det indeholder den første kendte liste over de 27 skrifter, som siden kanoniseres som Ny Testamente.