Velfærdsfortællinger

Velfærdsstaten er ingen garanti mod at dø helt alene. Forfatterne har set nærmere på, hvem menneskene er i de døds- annoncer, hvor pårørende efterlyses. Danskerne vil ikke nøjes med et godt liv. De vil også have en god død. Og med voksende fokus på palliation, hospicepladser og generelt mere åbenhed om døden får mange da også en sidste tid med lindring og pårørende ved deres side. Men der er fortsat en lille gruppe, som dør i total ensomhed inden for velfærdsstatens rammer, og det må vi ikke glemme.

Sådan lyder hovedpointen i et af bidragene til antologien 'Velfærdsfortællinger'. Den stiller skarpt på nogle af de skyggesider, der findes midt i al den danske velstand.

Kapitlet 'Pårørende efterlyses' er skrevet af sociolog ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen og cand.merc. og blogger Ida Holst. Det bygger delvist på hendes fortællinger om 11 forskellige danskere, hvis død blev annonceret i dagbladet Politiken med en efterlysning af eventuelle pårørende. Ida Holst brugte et år på at finde ud af, hvem de egentlig var, disse mennesker som tilsyneladende døde uden at kende nogen. Nu indgår små uddrag af livsfortællingerne i opråbet til politikerne, som Danmarks førende forsker i dødskultur er medforfatter på.

'Vi vil gerne kaste lys over den gruppe mennesker, som ikke formår at få det, vi definerer som en god og værdig død. For langt de fleste er den gode død kendetegnet ved, at man ikke er alene til sidst, men at der er nogen til at tage sig af os og høre vores historie. Men der findes mennesker, som ufrivilligt lever og dør i ensomhed, og det er vigtigt at se kritisk på det og spørge, om vi ikke også som samfund har et ansvar for vores næste,' siger Michael Hviid Jacobsen