Annas Himmel
Omtale
»Den norske forfatter og illustrator Stian Hole har begået en på samme tid tankevækkende og farvestrålende billedbog om livet og døden - og måske også alt, hvad der ligger derimellem. "Annas himmel" er en fremragende udgivelse, som understreger, hvorfor Hole allerede har vundet så mange priser for sine tidligere bøger.« ******
- Trine Wøldiche, KultuNaut
»Norske Stian Hole gør det igen. Skriver og illustrerer en filosofisk og forførende billedbog for børn i alle aldre. Hans nye billedbog rammer denne helt specielle ”Holeske” tone. ”Annas himmel” synger en stor sang, lavt og stille. Meget er skrevet om døden i bøger for børn. På godt og ondt. Men ingen skriver og skaber billeder som Hole … Stian Hole har skrevet et eventyr uden sin lige. Et lille mesterværk, der mest af alt fortjener at være i stilheden, der sænker sig, da bogen lukkes.« ******
- Kenneth Jacobsen Bøye, Nordjyske Stiftstidende
»Bestemt ikke nogen lettilgængelig bog med billeder i. Men for dem, der finder den, er det en åbenbaring.« *****
- Steffen Larsen, Politiken
»Hole evner i Annas himmel, emnet til trods, at skabe en positiv og trøstende fortælling, som er let, men ikke overfladisk. Den er sugende smuk med en kant.« *****
- Kari Sønsthagen, Berlingske
»Den smukkeste børnebog nogensinde«
- Julia Lahme, blogger og forfatter
»Det er det magiske ved Stian Holes billedbøger: Man bliver aldrig færdig med at betragte collagerne, der viser en verden hvor proportioner og dimensioner er sat ud af spil og alt vises i et forvrænget, men ikke forkert billede. Alt er som det skal være og så alligevel overhovedet ikke … På trods af collagernes og tekstens detaljerigdom er der ikke et gram tilfældighed eller overflødighed i Annas himmel. Allerede fra bogens omslag inviterer Anna læseren i fuld fart ind i sin himmel, hvor et lyst sind sørger. Hvor døden mødes med leg uden at blive mindre alvorlig af den grund.«
- Anita Brask Rasmussen, Information
»En poetisk billedbog om sorg og glæde af den fine og særprægede slags, der bestemt bør have en plads i billedbogskrybberne.«
- Susanne Dahl Jensen, Lektør