De vederstyggelige - E-bog
I De vederstyggelige har journalist Marianne Søndergaard interviewet mennesker, som alle har måttet forholde sig til homoseksualitet og kristendom. De fortæller i bogen åbent om deres liv; om forholdet til Gud, om forholdet til familien, om fordømmelsen, angsten, usikkerheden og kærligheden.
"’Du er besat af det onde’, sagde min far til mig for 10 år siden. Sætningen faldt i tiden efter, at jeg var sprunget ud som lesbisk for mine forældre. Og den markerede slående min fars afstandtagen til min seksualitet. For ham var jeg faldet i Guds unåde. At jeg ikke havde i sinde at bede til min egen omvendelse, var uden for min stærkt troende fars fatteevne. Det stod jo i Biblen, at en kvinde og en mand skulle blive ét kød. At det at ligge med en af sit eget køn var vederstyggeligt."
- Fra bogens forord.
I De vederstyggelige har journalist Marianne Søndergaard interviewet mennesker, som alle har måttet forholde sig til homoseksualitet og kristendom: digteren Jens Rosendahl, teologen Benedicte Præstholm, den hiv-smittede Tommy Christensen, ægteparret Lars Bo Nielsen og Peter Harring Boll, informationssekretæren Vibeke Lind, den diakon-studerende Jonas Thuesen Lauridsen og forældrene Lise og Edwin Chammon.
De fortæller i bogen åbent om deres liv; om forholdet til Gud, om forholdet til familien, om fordømmelsen, om angsten, om usikkerheden og tvivlen, og de fortæller om kærligheden, om at turde være sig selv, om at vælge fra og vælge til og om at være skabt i Guds billede – også som homoseksuel.