1950’ernes København kendte alle Hæren på gadeplan, og Vesterbro måtte gøre sig klar til at stå for skud, når vi stillede op uden for Templet. Vi blev trænet i at være på. Nogle kiggede beundrende på os, når vi kom marcherende. ”Man kan sige meget om Frelsens Hær, men de gør det nu meget godt”, lød det.
1950’ernes København kendte alle Hæren på gadeplan, og Vesterbro måtte gøre sig klar til at stå for skud, når vi stillede op uden for Templet. Vi blev trænet i at være på. Nogle kiggede beundrende på os, når vi kom marcherende. ”Man kan sige meget om Frelsens Hær, men de gør det nu meget godt”, lød det. Andre grinede og råbte ”Frelsens Hær. Sure tæer” efter os. På den måde kunne Frelsens Hær så at sige gøre meget ondt. Når vi var på vej tilbage, og mørket var begyndt at falde på, så vi tydeligt Hærens lysskilt ud mod Frederiksberg Allé. GUD SØGER DIG, stod der. Så skulle vi snart ind og have saftevand og sandkage.
Omtale “Frelsens Hær. Blod ild og showbiz på Vesterbro... en deltajeret skildring af det rapkæftede og forarmede Vesterbro, der er væk. Flyttet ud af byen til dens udkanter. Ifølge majoren, forfatterens far, bevægede hele flokken af gadesælgere, skærslibere, klunsere og sprittere sig på kanten af loven. De sidste stod i porte og ved de små stentrapper ned til kældrene langs drengens skolevej med deres muntre “godmorgen, den herre!” Hans mor bad til Gud om, at der ikke skulle ske ham noget, og det gjorde der heller ikke.”
Pernille Stensgaard, Weekendavisen
“Den frafaldne... Voksede op som barnesoldat i Frelsens Hær. Han havde ikke bajonetten, men kornetten som sit våben. Krigen var en guerillakrig, slagmarkenVesterbro i 1950´erne... Bliver fortalt på en sober måde... Ingen mudderkastning og ingen løftede pegefingre.. et meget sympatisk erindringsværk. Hjertet er med i prosaen”.
Claus Mechlenborg, Kristeligt Dagblad
