Guds skrøbelige arvinger
Johannes Værge læser de bibelske tekster med friske øjne, inspireres af oldkirkelige og jødiske fortolkere, af 1600 tals-poeten John Milton, af Dostojevskij og flere andre, og bogen fremkalder et billede af gudsforholdet og af menneskets væsen, hvor der bliver plads til den tidlige kristendoms positive og dynamiske menneskebillede og til en vision om menneskets fuldendelse:
Mennesket er beskadiget ved faldet, men det, som lyser i Kristus, er sat ind i verden for at helbrede mennesket, bevirke modning og vækst, så mennesket i sidst ende, i opstandelsen, kan blive sandt menneske, blive ført til dets dybe bestemmelse som skabt i Guds billede.
Omtale
Det er formidling af den mest sitrende og smittende slags, og er man blot det mindste interesseret i kulturens store bevægelser, vil man blive udfordret, beriget – og en hel del klogere.
Jens Bærentzen, Weekendavisen
Værge er ambitiøs i sit anslag, men farer ikke vild. I Guds skrøbelige arvinger viser Værge sig som en ualmindeligt dygtig formidler med en personlig nerve, der gør hans bog både vedkommende og udfordrende.
Birgitte Stoklund Larsen, Kristeligt Dagblad
Med "Guds skrøbelige arvinger" har Johannes Værge med stor teologisk indsigt og i et godt sprog skrevet en velkomponeret bog, der nærer håb om at mennesket i sig har muligheden for forandring og fornyelse ved at få bibragt det håb, der ligger i den kristne tro.
Marianne Nørgaard Gyldenkærne, Dansk Kirketidende
Bogen er skrevet for både teologer og ikke-teologer, og man kan sagtens springe på vognen, selvom man ikke har læst Værges to foregående teologiske bøger, "Efter døden" og "Det betroede menneske". Den være hermed anbefalet på det varmeste.
Knud Munck, Præsteforeningens Blad