Josef og brødrene
En læsning af fortællingen vers for vers udfolder de mange tvetydigheder og finurlige detaljer, som man ofte kommer til at læse hen over.
Livsdrømme, jalousi, udstødelse, gensyn og forsoning. Det er temaerne i Bibelens eviggyldige familiedrama om Josef og hans brødre. Dramaet fortæller ikke kun om, hvad der skete engang, men om hvad der sker, når mennesker lever sammen. En læsning af fortællingen vers for vers udfolder de mange tvetydigheder og finurlige detaljer, som man ofte kommer til at læse hen over. Et overblik over teorier om tilblivelse og over det rige efterliv i religion og kultur kaster nyt lys over bibelhistorien. I antikke gendigtninger, i Koranen og i debatten om køn og seksualitet.
Om forfatteren:
Frederik Poulsen er lektor i bibelsk eksegese ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og Sapere Aude: DFF-forskningsleder. Ph.d. og dr.theol. på en afhandling om Esajas’ Bog. Han er optaget af eksil og migration i Bibelen, profeterne, bibelsk teologi og receptionshistorie. Forfatter til flere bøger om Det Gamle Testamente, bl.a. Ezras Bog & Nehemias’ Bog (Eksistensen 2023), og medarbejder på den nye autoriserede oversættelse af Bibelen til dansk (DO36).
Omtale
”Mesterlig formidling af Josef som grænsegænger med flydende kønsidentitet: Frederik Poulsen brillerer med en fyndig bog om Josef og brødrene i Første Mosebog. […] Han formidler mesterligt fortolkningsmuligheder, detaileksegetiske informationer, teorier om tilblivelsesproces og fortolkningshistorie og glimrende paralleller, uden at det bliver vindtør religionshistorie.”
- kirke.dk (ved Andreas Riis Damgaard, marts 2022)
”Meget anbefalelsesværdig bog med interessante læsninger, der giver et virkelig godt overblik over en af de mest spændende fortællinger fra Bibelen. Frederik Poulsens entusiasme for emnet skinner igennem, og læseglæden smitter.”
- bibliotekernes lektørudtalelse (ved Peter Holm Rasmussen, februar 2022).
