Nattevagt
En anderledes og billedstærk digtsamling for børn med tekster af Synne Lea og illustrationer af Stian Hole Med udgangspunkt i børns genkendelige omgivelser undersøger digtene i Nattevagt drømme, længsel, samhørighed og adskillelse.
Det kendte og det nære forvandles til noget grænseløst og overskridende. Bogen har i Norge fået fantastiske anmeldelser og blev nomineret til Brageprisen, Kritikerprisen og Kulturdepartementets Illustrationspris 2013.
Omtale
Pressen skrev: »I Danmark udgives der ikke mange digtsamlinger for børn. Tilmed er få af dem gode. Den i mere end én forstand billedstærke »Nattevagt« udfylder manglen med stramt og fortættet komponerede digte … Bogen er en æstetisk nydelse, hvor der er kælet for alt … Det er en fuldendt bog … [Holes] på én gang konkrete, distinkte og drømmende billeder er et himmelsk match til Leas både substantielle og florlette digte … Kort sagt en sublim bog, som det er en gåde, at Norge ikke har nomineret til den næste Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris.« ****** - Kari Sønsthagen, Berlingske
»Børn går på opdagelse i og reflekterer over verden, og denne bog lægger op til, at læseren gør det samme. Både den virkelige verden, den verden, der er udenfor vinduet om natten og den verden, der er i bogens tekst- og billedverden … Bogen anbefales på det varmeste til oplæsning, genlæsning og samtale i både hjem og skole. I skolen kan “Nattevagt” indgå i både rent danskfaglige og i mere filosofiske sammenhænge.« - Søren Fanø, Bogbotten.dk
»"Nattevagt - digte for børn" er en drømmende og fin bogudgivelse udsprunget af samarbejdet mellem de to norske talenter Synne Lea og Stian Hole. Sammen har de skabt en digtsamling til børn, der både glæder øjet og sjælen.« ***** - Trine Wøldiche, KultuNaut